Når du gerne vil skabe et friskt udtryk i dit hjem, er stueplanter en fantastisk løsning. På den måde får du nemlig naturen ind i din stue. Med sine friske farver udgør planterne en flot detalje i enhver indretning. Men faktisk kan planterne også meget mere end blot pynte. De kan også hjælpe med at friske din stue op.
Planter er nemlig med til at skabe et bedre indeklima. Det skyldes, at de kan omdanne kuldioxid til ilt. Derfor vil de også hjælpe med at give dig en bedre iltmætning indenfor. Hvis du derfor ikke allerede har en eller flere planter i stuen, bør du helt klart overveje det.
Sådan finder du den rette stueplante
Når det kommer til planter i stuen, er der uden tvivl nogle typer, der egner sig bedre end andre. Men hvilken plante du bør vælge, afhænger til syvende og sidst af, hvad du selv foretrækker. Det er dit hjem. Derfor er det naturligvis også vigtigt, at du er tilfreds med planterne.
Foretrækker du en stor plante eller måske en mindre? Kan du godt lide at pleje dine planter, eller vil du hellere have nogle, der næsten holder sig selv? Det er blandt andet nogle af de spørgsmål, som du skal forholde dig til, når du gerne vil have planter i stuen.
Hvis du stadig ikke ved, hvilke planter du skal vælge, kan du måske finde inspiration i det følgende. Her bliver nogle af de mest populære stueplanter præsenteret.
De mest populære stueplanter
Selvom det mest af alt er en personsag at finde de rette stueplanter, er der alligevel nogle planter, der topper bestsellerlisterne rundt omkring. Det drejer sig blandt andet om:
- Monstera Deliciosa
- Violinfigen
- Gummitræ
- Birkefigen eller stuebirk
- Paraplytræ
- Kentiapalme
Monstera Deliciosa
Hvis du gerne vil have en stor og imponerende stueplante, er Monstera Deliciosa det rette valg for dig. Du skal ikke lade dig narre af plantens lille størrelse, når du køber den. Denne plante vokser sig stor og vil kaste sine luftrødder ud. Derfor egner den sig også bedst til dig, der gerne vil have en iøjefaldende plante i sin stue.
Violinfigen
Af andre store stueplanter kan violinfigen også nævnes. Det er en grøn stueplante, der formår at skabe fylde, der leder tankerne hen på et træ. Samtidig har planten et diskret og minimalistisk udtryk, der passer til den nutidige indretningsstil i de fleste danske hjem.
Denne grønne stueplante er intet mindre end fantastisk, og er du på udkig efter en stor stueplante der kan give fylde som et træ – så er en violinfigen en oplagt kandidat.
Gummitræ
Hvis du gerne vil have en god, gammel klassiker i din stue, bør du overveje et gummitræ. Det er en plante, der har mange år på bagen som stueplante i de danske hjem. Derudover er det også en plante, der egner sig særdeles godt til dig, der ikke just har grønne fingre. Her skal du nærmest gøre en aktiv indsats, hvis du skal tage livet af planten.
Selve planten kommer i mange forskellige varianter. Blandt andet kan planten blive op til 10 meter høj i naturen. Dog kan du sagtens få planten i noget mindre versioner, når du gerne vil have den stående i dit hjem.
Birkefigen eller stuebirk
En anden klassiker inden for stueplanter er stuebirken. Eller birkefigen, som den også kaldes. Det er en meget ordinær stueplante, der ikke gør noget større væsen af sig. Derfor er den også et godt valg, hvis du gerne vil have en mere diskret plante i din stue.
Foruden sit simple udtryk er planten også både billig i indkøbspris, ligesom den tilpasser sig sit miljø. Derfor kan du både placere den i solen eller skyggen.
Hvis du leder efter en klassisk, simpel stueplante, går du sjældent galt i byen med en stuebirk.
Paraplytræ
Hvis du gerne vil tilføje et eksotisk twist i din stue, kan du også vælge at købe et paraplytræ. Denne plante kommer oprindeligt fra Australien og New Zealand. Her har planten faktisk evnen til at blive helt op til 4 meter høj.
Dog findes den også i mindre varianter, hvilket gør den velegnet som stueplante. Her egner den sig også godt til dig, der både ikke altid får vandet dine planter til tiden. Eller stillet dem det helt rigtige sted. Paraplytræet er nemlig hårdfør og stiller blandt ikke særligt høje krav til lys.
Kentiapalme
Leder du efter en eksotisk plante til dit hjem, bør du helt klart overveje en kentiapalme. Med sit flotte vifteformede løv er planten både smuk og elegant. Derfor vil den uden tvivl også skabe et skønt udtryk i din stue. Derudover er planten både nem at pleje, ligesom den også holder i mange år.